Dobbeltsyner - Ingemann Andersen i Danmark og Italien
10. sep. 2022 - 08. jan. 2023
Udstillingen sætter spot på den danske billedkunstner Ingemann Andersen (1929-2017). Andersens værk udfoldede sig hovedsagelig i tegning og grafik, men også i maleri, skulptur og mosaik. Hovedtemaet er vekselvirkningen mellem den flade hjemstavn i Danmark og det bjergrige Italien - det sansede og det erindrede.
Italien, nærmere bestemt klosteret San Cataldo på Amalfikysten, blev det halve liv for den danske billedkunstner Ingemann Andersen (1929-2017). Han voksede op på landet på Lolland, men ændrede første gang livsbane, da han flyttede til København og blev indskrevet på Kunstakademiet. Som kunstner arbejdede han hovedsagelig med tegning og grafik, og som moden mand fik han i 1966 ophold på kunstnerrefugiet San Cataldo. Det ændrede hans livsbane endnu engang, for her mødte han sin kommende hustru, stedets værtinde, og de følgende tre årtier levede parret i Syditalien det meste af året, mens vintrene blev tilbragt på Lolland.
Hans kompositioner er enkle og kraftfulde og der er ofte en snert af noget surreelt, unaturligt, morsomt eller foruroligende i hans mange portrætter, interiører, byer, landskaber og detaljer, som blotter, at verden er forunderlig, uforudsigelig og tvetydig – uanset om omdrejningspunktet er Danmark, Italien eller et helt tredje sted.
Fuglsang Kunstmuseum v. kurator Tine Nielsen Fabienke har samlet udstillingen, der også vises på Kastrupgårdsamlingen i 2023. Udstillingen ledsages af et rigt illustreret katalog.