Himmelske betragtninger - malerier af Henrik Martensen
06. jun. - 27. sep. 2026
Som maler arbejder han i tråd med en nyere tendens, hvor enkelte billedkunstnere og kunstfotografer i ind- og udland søger et hyperrealistisk udtryk.
Der er højt til loftet i billedkunstner Henrik Martensens billedverden og KunstCentrets centrale Søjlesal denne sommer. Det lille menneske i det store rum er et gennemgående tema i kunstnerens værker. Som maler arbejder han i tråd med en nyere tendens, hvor enkelte billedkunstnere og kunstfotografer i ind- og udland søger et hyperrealistisk udtryk. Fascination af virkelighedens naturfænomener er dog bearbejdet - noget betonet, andet udeladt - så billedet i sig selv til sidst står som et rent udsagn.
Som kunstnere siden slutningen af 1700-tallet har arbejdet med både at studere og ophøje naturens fænomener til centrale motiver i malerkunsten, og ikke blot som staffage til genremaleri, så er det også denne tradition, der danner bagtæppe for Henrik Martensens arbejde.
Som han selv fortæller: ”Naturens kraft er magisk, spirituel og guddommelig og det er også den, der ansporer og inspirerer mig til at lave mine billeder.” Det er således, i lige så høj grad som det sete, naturens indvirkning kunstneren søger at fastholde i sine motiver, der hver for sig fremstår som et koncentrat af energi og guddommelig skønhed.
Henrik Martensen finder inspiration i det danske, fortrinsvis kystlandskaber og andre steder med vide horisonter og høj himmel. Det er det store åbne, hvor mennesket kan opleve sig i rette proportion til naturens store vakuum, livet og døden. Dramatisk, fascinerede og håbsgivende på én og samme tid.
Himmelske Betragtninger omfatter godt 50 malerier og er den første store udstilling, hvor den autodidakte Henrik Martensens (f. 1956) maleriske univers præsenteres koncentreret i en soloudstilling. Her viser han tillige det korte filmværk The World is Turning (05:19), der præsenterer en helt anderledes side af ham som billed- og lydkunstner. Et katalog udgives i sammenhængen.