Land skaber mennesker
24. sep. 2011 - 15. jan. 2012
Maleren Jon Gislason og skulptøren Liné Ringtved Thordarson afsøger identiteten i forhold til de indre og ydre landskaber, man som menneske befinder sig i og udfolder sig i.
JON GISLASON OG LINÉ RINGTVED THORDARSON
Indre og ydre landskaber
Maleren Jon Gislason og skulptør Liné Ringtved Thordarson kredser om indre og ydre landskaber. Det er de ydre landskaber, man som menneske befinder sig i, udfolder sig i og er præget af. De afsøger de indre landskaber, mennesker og kunstneren selv er, og på den måde handler det om selve identiteten.
Jon Gislason er født 1955 i Ry. Faren var islandsk, moren dansk. Gislason er maler og grafiker, uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i årene 1974-77. Han har udstillet lige siden, både på separate udstillinger og på gruppeudstillinger. Hans motivkreds var lige fra starten mennesket og landskabet.
Han skriver selv: ”Jeg har opdaget en lille lund af kæmpe tujaer i Risskov (Århus, red.). Et lille ”hemmeligt” og fredeligt sted imellem befærdede stier. Hver gang jeg går derind får jeg en kraftig følelse af fred og noget gammelt, næsten helligt kommer op. Derinde føler jeg, at der er en sammenhæng. At der er plads til alt. og at alt har sin rette plads. Samtidig med at alt er overraskende og friskt. Det er en stærk kontrast til mit normale kaotiske følelsesliv og tankesæt. Dette er et af de steder, der inspirerer mig.”
Farveekspressionisme er blevet det helt dominerende element i Gislasons billeder. Selvom udgangspunktet kan være lokaliteter og personer, giver det færdige udtryk mere et billede af mentale tilstande.
I mange af Jon Gislasons billeder er der rester af menneskelige proportioner, der omkranser andre motivdele, eller som står tilbage som en slags rester af et eroderet landskab.
Erindringer, følelser og sanseindtryk
Kritikeren Erik Meistrup har beskrevet, hvordan Gislasons praksis formelt set kan opfattes som en syntese af de mange former, ekspressionismen har antaget i det 20. århundrede. Det indholdsmæssige plan har Meistrup indfanget med denne fine beskrivelse:
”Det, der springer fra den indre kaotiske springkilde, er erindringer, billeder, følelser, sanseindtryk, som ikke kan holdes inde eller nede. Nogle gange kan man tydeligt se en voldsom kamp med at få den indre springkilde under den kunstneriske disciplin, som er af afgørende nødvendig for, at der skal skabes billeder med et minimum af almen tilgængelighed og bredde. Andre gange kan man se glæden - ja lykken - der tager fat i armen og fortæller smukke historier om længsel, nærhed, kærlighed og det at måtte give frit ud af et overskud, hvis kilder man ikke selv kender.”
Liné Ringtved Thordarson omsætter livserfaring til skulpturel form. Hendes skulpturer er figurative og har som oftest kvinden som motiv.
Erotik, sorg, glæde, angst, ro eller forløsning kan være særlige temaer for de enkelte værker. Hun er uddannet på det Islandske Kunstakademi i Reykjavik og er Bachelor of Fine Art, med speciale i Skulptur, og har udstillet siden 1997 i ind- og udland.
Figurernes lange tynde lemmer, og den tydelige muskulatur forstærker budskabet og bevægelsen. Thordarson kender kvindens anatomi, men dvæler ikke ved uvedkommende detaljer. Hendes skulpturer er på sin vis stramme rumlige tegninger med sikker stram linjeføring og grafisk lethed.
Intensitet og sanselighed
Flere kritikere har fremhævet det erotiske element i kunstnerens skulpturer. Kunsthistorikeren Leo Tandrup breder dog perspektivet lidt ud, når han skriver:
”Liné har virkelig sine følelser med sig. Hun er optaget af, hvordan vi lever med hinanden. Er det intenst nok? Langtfra altid. Det moderne menneske har ikke den følelsesdybde, som hun kunne ønske. Alligevel får hun vores problemer frem i skulpturerne, så de gør ondt. Meningen er, at vi alle kommer til at leve i omsorg og samhu. Hun gør i [figurernes] kropssprog sanseligheden stærkere.”
Land skaber mennesker kan opleves i Skovvilla ved KunstCentret Silkeborg Bad i perioden 24. september - 15. januar 2011.