Lars Pryds "Fifty/Fifty"
15. sep. - 02. dec. 2012
Udstillingen viser sammenhængen mellem Lars Pryds billedkunst og brugsgrafiske design, der gennem årene har vundet international anerkendelse. Hans karriere er forløbet ad de to parallelle spor: Han har dels udfoldet en omfattende udstillingsvirksomhed, dels arbejdet som art director ved Jyllandsposten og Berlingske samt i en lang række freelance opgaver. En helt særlig niche er, at Lars Pryds også udvikler skrifttyper (fonts)
Udstillingen viser sammenhængen mellem Lars Pryds billedkunst og brugsgrafiske design, der gennem årene har vundet international anerkendelse. Hele hans karriere er forløbet ad de to parallelle spor: Dels har han udfoldet en omfattende udstillingsvirksomhed, dels har han arbejdet som art director ved henholdsvis Jyllandsposten og Berlingske samt i en lang række freelance opgaver. En helt særlig niche er, at Lars Pryds også udvikler skrifttyper (fonts).
Malerier, collager og bogudgivelse
På udstillingen vises malerier og collager fra hele perioden, men med hovedvægt på værker fra de seneste 10 år, bl.a. fra serierne ”Bybilleder” (2007) og ”Suspended in Gaffa” (2011). Desuden vises et udvalg af grafiske arbejder indenfor bogdesign, plakater, logodesign og typografier. Udstillingen markerer også Lars Pryds' 50 års fødselsdag i august samt 25-året for afgangen fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding. I samme forbindelse udkommer bogen "Pages of a Non-Existent Diary" med gengivelser af et omfattende antal værker og tekst af anerkendte kunsthistorikere. Bogen kan købes på udstillingen.
Inspireret af pulserende storbyer
Lars Pryds er billedkunstner og grafisk designer. Hans billedkunstneriske værk består primært af maleri og collage, med inspiration fra pulserende storbyer og med indlejrede collage-elementer fra tryksager og lignende. Han har en omfattende udstillingsvirksomhed bag sig i både Danmark og udlandet siden debuten på censurerede udstillinger i midten af 1980erne. Lars Pryds bor i København og arbejder dels som billedkunstner fra eget atelier, som han deler med hustruen, designer, journalist og forfatter Lisbeth Tolstrup, dels som art director ved Berlingske Business Magasin.
Grafisk design
Som art director og grafisk designer har Lars Pryds 25 års erfaring fra nogle af Danmarks største dagblade og magasiner samt fra selvstændige opgaver som fx bogtilrettelægning, illustration og identitetsdesign. Han har vundet adskillige internationale priser for sit grafiske design.
SNDS Magazine
I sin fritid er Lars Pryds redaktør på SNDS Magazine, skriver anmeldelser af kunstudstillinger til Kunstavisen og tegner sjove skrifttyper, som sælges over hele verden. Lars Pryds er uddannet tegner/grafiker fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding (nu: Designskolen Kolding) 1984-87, og læser i øjeblikket til master i design ved Dansk Center for Designforskning (afsluttes 2013).