NATURA SPIRITUALIS
20. sep. 2025 - 18. jan. 2026
Totalinstallation i hele KunstCentrets stueetage, skabt af: video- og performancekunstner Noelia Mora Solvez designer og billedkunstner Jeppe Worning lydkunstner Johannes Smed
I Natura Spiritualis er skoven og rummene på Silkeborg Bad den store inspirationskilde. Så her handler det om storslåede rum, mystiske afkroge, store væltede træer med rødderne stikkende op og pegende på himlen. Hvordan har de sære væsener det her i Silkeborg i efteråret 2025? Hvordan har vi mennesker det? Hvordan har naturen det?Kunstnernes mål er, i KunstCentrets indre, at skabe et på én gang bizart og dragende univers, som synes at være groet naturligt og organisk frem uden menneskelig indgriben. Universet er skabt som en stedspecifik totalinstallation, der favner rummene, lydbilledet og os som væsener. Ved nærmere øjesyn er dette univers dybt forbundet med og måske fuldstændig styret af menneskeskabt teknik. Særlig tydeligt vil vi kunne opleve det, når vi støder på de små videoprojekterede insektlignende figurer, der er sammensat af menneskelige kropsdele.
Udstillingen udgør kulminationen på kunstnernes research gennem fem år og er den tredje af tre udstillinger af særlige universer, der er beboet af små, underlige, insektlignende menneskekroppe. Et statement og nogle spørgsmål, kunstnerne ønsker at lege med, lyder: ”Den menneskelig krop er ikke bare et hylster, men vores indiskutable afsæt for at forstå og opleve verden. Kroppen er forudsætningen for her-og-nu-oplevelsen af det ydre og det indre. Kroppen er stedet, hvorfra vi må erfare vores liv, os selv og vores omgivelser, og den er omdrejningspunktet, fra hvilket vi kan stille spørgsmål til verden og undre os over verden. Betyder det for eksempel, at en anden krop giver en anden forståelse af verden? Ville dette i det hele taget åbne til en anden verden?”
Læs talen som Anders Ruby - filosof, foredragsholder og højskolelærer - holdt ved åbningen af udstillingen, her