Papir – en tværkulturel stemme
01. okt. 2022 - 08. jan. 2023
Udstillingen sætter fokus på det håndlavede papir som kunstnerisk udtryksmiddel og papirets rolle som fundament for kulturel udveksling. 13 kunstnere fra Indien og den vestlige del af verden udstiller værker skabt i papir. Billedkunstneren Anne Vilsbøll, som i 40 år har forsket i håndlavet papir som udtryksmiddel og igennem de sidste 20 år har opholdt sig hvert år i Indien, er udstillingens kurator. Hun har sammensat en udstilling, der understreger papirs universalitet og papirets vandring tur/retur fra Øst mod Vest.
Udstillingens sigte er at kommentere det håndlavede papirs renæssance og globale bevægelse, hvor papir ikke blot er den fysiske understøttelsesflade for den skabende meddelelse, men også dens kompositionsrum, udtrykkets hemmelige laboratorium.
I det 21. årh. har samfundet fokus på biodiversitet, bæredygtighed, genbrug og økologisk adfærd mere end nogensinde før, hvilket bringer endnu mere opmærksomhed på papirmasse og papir. Vi befinder os i en ” træ - og plantemateriale ” tid.
Det er kunstnere, der siden 1960'erne har reddet og transformeret det mere end 2000 år gamle papirhåndværk fra nytteobjekt til kunstform; et udtryksmiddel, der afspejler menneskets samarbejde med naturen og en økologisk bevidsthed.
De udstillende kunstnere er, fra Indien: Anupam Chakraborty, Sudipta Das, Ravikumar Kashi, Shantamani Muddaiah, Kulu Ojha, Radha Pandey og Neeta Premchand.Fra Europa: Emilie Lundstrøm, DK, Jacki Parry, GB, Victoria Rabal, ES, Gangolf Ulbricht, DE, Anne Vilsbøll, DK og fra USA: Susan Gosin.
Udstillingen er kurateret af Anne Vilsbøll.