Naturen
Oplev et af Danmarks største og smukkeste skovområder, hvor her blandt andet er gamle bevoksninger af bøg og historiske rododendroner.
Skoven
Skovene omkring Silkeborg kom i kronens eje ved reformationen i 1536. Herefter kom perioder med privateje, før skovene atter blev købt tilbage af staten i 1823. I flere århundreder har det været et af Danmarks største skovområder. I skovene findes meget store og gamle bevoksninger med bøg, der ofte ligger ned til egnens mange søer, som her langs Ørnsø.
Den urørte skov
Nogle skrænter har været urørt siden 1994, og her får naturen lov til at passe sig selv. Træer der er op til 200 år gamle vokser og dør naturligt, og når de vælter, ligger de døde stammer og grene tilbage som livsrum for fugle, flagermus, insekter og svampe.
Sumpskoven
Store, gamle rododendronbuske kan opleves tæt ved børnehaven og omkring pergolaområdet – de stammer helt tilbage fra kurbadets tid. Da parken blev nyanlagt, blev planterne samlet her og suppleret med nye. Hvert forår blomstrer rododendronerne og bringer farver og liv til området omkring Kurbygningen.
Naturnær skovdrift
Alle statens skove drives efter naturnære principper, hvilket betyder, at driften bygger på at efterligne skovens egne naturlige processer. De vigtigste principper er, at skoven forynger sig selv, at der ikke bliver fældet store arealer på én gang, og at der ikke bliver anvendt pesticider. Naturnær skovdrift giver et skovbillede, hvor flere træarter i forskellige aldre står blandet, og hvor der er plads til skovens dyr og planter. Det giver en skov, der er robust over for klimaændringer, storme og angreb af skadevoldende insekter og svampe.