Playful Dialogue In Time And Space

14. apr. - 19. aug. 2018

Et visuelt og internationalt møde mellem to generationer med kinesiske Qi Baishi og danske J.F. Willumsen som de ældre kunstnere som en nulevende kunstnergeneration går i dialog med. Omdrejningspunktet er værker på papir, dels det at være et sted i livet, hvor man både er moden og har erfaringen, og endnu besidder en levende nysgerrighed. Mød Tong Wang (Kina/Sverige), Helgi Thorgil Fridjónsson (Island), Holger Bunk (Tyskland/Holland) og Lars Ravn (Danmark/Kina). Udstillingen vises i flere lande.

Udstillingen er en kunstnerisk dialog og leg mellem Holger Bunk, Lars Ravn, Tong Wang og Helgi Thorgils Fridjonsson og to kunstnere fra den ældre generation. Hos udstillingens yngre generation, nu endda mellem 50-60 år, er der en nysgerrighed og trang til at udfordre sig selv i nye konstellationer. De fire kunstnere mødes igen og igen, når det er muligt, og lader deres egen kunst udfordre og interagere med kollegernes kunst. Faktisk begyndte de også i 2006 at skabe billeder i fællesskab. Der er også eksempler på dette udstilling i form af flere helt friske vægtegninger.

Kunstværkerne er materielt forankret i det, der kan gøres på papir: trykt eller tegnet i forskellige former. Farverig eller sort-hvid. Tegningen, der traditionelt ofte opfattes som en indledning til det, man ser som de faktiske værker – oliemalerierne – udgør hovedmaterialet på den aktuelle udstilling. Omvendt er det at vise sin tegning ikke en sag for den uerfarne, men for den hærdede erfarne kunstner, der ikke viger tilbage. Han eller hun kan med erfaringen af ​​sikkerhed gøre sine indtryk med præcision.

Det er også denne erfaring, der gør det muligt for kunstnerne, ganske få dage før en deadline under et sådant pres, at turde påtage sig at skabe ret store værker, endda i fællesskab skabt direkte til udstillingen. Kunstnerne her har det til fælles, at der i deres værker er motiverende spor, noget genkendeligt, som en beskuer kan forankre sig ved og bruge som et tilknytningspunkt for forbindelsen med billedet. Trods mange forskelle har de billedhistorien - fortællingen - som en sammensmeltning af interesse.

Billedet og den kunstneriske praksis er en løbende proces og åndedræt for individet i denne gruppe, som ikke er en gruppe i den forstand, men en kreds af voksne legekammerater. Deres praksis er en måde at håndtere livet og verden på, hvilket som et forfriskende biprodukt leverer et stort antal smukke billedhistorier til omverdenen, så vi gennem disse kunstnere bliver mindet om, hvor mangfoldig verden er på alle niveauer.

For Tong Wang er kulturen mellem øst og vest et tema, han kontinuerligt bearbejder i sin kunst. Det er af dybeste interesse for ham at forene det bedste fra kulturerne fra øst og vest. Derudover rummer hans ofte syntetiske værker en dialog med nutiden og nutiden. Ligesom Tong Wang har Holger Bunk en malerisk tilgang til billedet, hvor farverne repræsenterer det dybeste mentale mørke og det lyseste håb. De er omhyggeligt udvalgt og afstemt. Holger Bunks billedfortællinger er stærke, eksistentielle, i en dansk kontekst, at sammenligne med Svend Wiig Hansens folk i limbo. Lars Ravn har gradvist udviklet et personligt visuelt alfabet med en række karakterer og figurer. Hans tegninger er typisk karakteriseret ved flere lag, hvor farven, formerne eller mønstrene dominerer i baggrunden, og mere figurative elementer styrer i lyse linjer ovenover. Samspillet mellem disse skaber et fysisk og mentalt rum med masser af plads. Kunstneren eksperimenterer med nye billedformater i det kinesiske kulturmøde, intensiveret af hans bosættelse der i de senere år. Hos Helgi Thorgils Fridjonsson kan man se et formsprog, der på én gang er unikt for ham og delikat inkorporerer inspiration fra det bedste inden for grafiske traditioner. Motivmæssigt udfolder Fridjonsson et unikt samspil mellem stiliserede dyremotiver fra den nære og naturmæssige verden med kunsthistoriens ikonografi og til dels almindeligt kendte fortællinger.

Danske J.F. Willumsen skabte, da han var mellem 50 og 60 år gammel, et stort antal stærke grafikere, der beskæftigede sig med temaer som krig (krigsinvalider, Invasionen), persontyper (Vandbæreren i Taormina, Konerne på Evian-markedet, Gadesangeren, Negerpigen, Dirigenten) og portrætter (Edith, borgmester Marstrand, byrådsmedlem Philipsen). Disse og flere originale raderinger kan ses på udstillingen.

I denne enorme understrøm af fortællende kraft finder yngre kunstnere betydelig inspiration. Samtidig spejler de sig i Willumsens fuldstændig uforfærdede praksis med og trang til at tilegne sig nye færdigheder inden for kunstneriske udtryksmidler – gennem hele sit liv. Qi Baishi var en kinesisk kunstner, kendt for sin maleriske og legende stil i sine akvareller. Ligesom Willumsen levede han til en meget høj alder, og han markerede sig også på kunstscenen som en helt unik figur. I udstillingen viser reproduktionen også eksempler på Baishis værker udført i løbet af hans 50-60 år.

At være en moden kunstner involverer ikke kun ballast af erfaring og den erhvervede viden, men også at holde ilden, nysgerrigheden og evnen til at lege i live, så kunstværket fortsat har en nerve og forbindelse til livet og samtiden. Begrebet "homo ludens", det legende menneske, blev formuleret i 1938 af J. Huizinga i hans bog af samme navn. Her argumenterede han for, at både myte, ceremoni og kulturelle fænomener.